Bør andre røre ved dine englekort?

 Magical Unicorn Oracle af Doreen Virtue

Magical Unicorn Oracle af Doreen Virtue

Når jeg afholder workshops så ser jeg en masse forskellige måder folk håndterer deres kort på, lige fra at lade den person de læser for, blande og trække kortene, til at blande selv og sprede kortene ud og lade den anden vælge, til at være helt modsat hvor det kun er læseren der blander og trækker.

Er der en rigtig og en forkert måde at gøre det på?

Jeg mener at svaret på det spørgsmål er: Hvad du føler er det rigtige er det rigtige at gøre.

Her er hvad jeg gør og hvorfor:

Jeg lader ikke andre håndtere mine kort. Det er sjældent at andre rører dem og jeg sørger altid for at rense dem bagefter hvis de har været rørt ved af andre, enten ved at "smudge" med hvid salvie, banke på dem eller putte en selenit eller kvartskrystal ovenpå dem. Hvorfor?

 

Fordi alt er energi og for mig har energi altid været enormt følbar. Jeg er sensitivt skruet sammen og det bruger jeg til min fordel når jeg læser kort og føler mig vej til det rigtige kort. Jeg var det barn som ikke var særligt begejstret for at lade andre røre mine specielle ting, som signerede fotografier af idoler, som ikke kunne lide genbrugstøj (og stadig ikke kan lide det), og som indeni ønsker sig et hus fyldt med antikviteter men som kun har fundet et sofabord indtil videre, som havde en rar nok energi.

 

For mig er det forkert at lade andre røre mine kort fordi jeg kan mærke energien og så fungerer de ikke særligt godt som redskab i mine læsninger, hvis energien er mudret til af andres energier.

 

Jeg putter min energi i mine kort, så de og jeg kan "snakke sammen" - så jeg kan forstå deres budskaber. Det er vigtigt for mig at holde den kommunikationskanal så ren og åben som muligt.

 

Hvad er rigtigt for dig at gøre?

Kan du lide at dele dine kort med andre? Kan du godt lide at mærke andres energi i dem? Hvis du kan så er det nok ikke et problem for dig at lave præcise læsninger selvom andre har rørt dine kort. Bare husk at rense dem en gang imellem.

 

Der er mange måder at rense kortene på. Imellem læsninger holder jeg dem i venstre hånd og giver dem et lille bank med højre. Hvis der er længere tid mellem læsninger så lægger jeg dem med en krystal på toppen og når jeg renser mit hjem med hvid salvie så giver jeg også kortene en tur med røgen.

 

Hvis du er modsat, ligeom mig, og helst gerne vil have dine kort for dig selv, så bør du tage en beslutning om hvordan du laver læsninger. En ting jeg nogle gange gør med mine kort er at brede dem ud i en vifte og holde dem mod mit hjerte, så energien kan flyde mellem kortene og mit hjertechakra. På den måde forbindes energien mellem mig og kortenes beskeder.

 

Hvis andre kommer til at røre dine kort fordi de er nysgeriige kan du venligt fortælle dem hvorfor du helst ikke vil have det, eller du kan rense dem bagefter når du er alene.

 

Som du kan se er der ikke én rigtig måde at gøre det på, det handler om hvem du er og hvad du kan lide. Jeg elsker at orakel/englekort er så personlige og blive en forlængelse af deres ejer. Ligesom at nogle skriver i margenen af deres bøger og andre ikke gør, så fortæller den måde vi håndterer kortene på, en historie om os. Og der er ingen forkerte historier, husk det.

 

Fortæl mig: Lader du andre røre dine kort eller holder du dem for dig selv?