Hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen?

hvorkommervifra.jpg

Det er sommerferie, men livet og døden sker rundt omkring os hele tiden.
RIP myg som jeg klaskede i går aftes, jeg ved ikke om det var dig eller din bror som fik stukket mig på storetåen så jeg er ved at blive vanvittig over hvordan det klør i dag.


 
Jeg tænker hver eneste dag på min veninde som forsvandt fra sin jordiske krop sidste påske, og hvordan hun kom og sagde farvel i min drøm.
Og her i sommer kredser tankerne igen om hvor vi kommer fra, hvad meningen er mens vi er her, og hvor vi skal hen – når vi besøger de ældre i familien som står på tærsklen til at forlade dette liv og suse videre ud i rummet. Og vi snakker om frygten for døden, både vores egen og deres; som bunder i uvisheden.


 
I uvisheden kan angsten opstå, og i tavsheden kan den gro, og vi har fattige ritualer omkring døden og angsten for døden i det her land. Medmindre du er religiøs og er fuldstændig sikker på at din religion har svaret og kan læne dig trygt ind i det svar, så er der et spørgsmål der presser sig på: er der liv efter døden? Hvilket liv, hvordan, hvorfor, hvornår, hvorhenne, hvor længe, hvordan vil det føles, hvorfor kan jeg ikke huske det hvis jeg har levet før?… der er mere end bare et spørgsmål.


 
Her ville jeg gerne indsætte et stensikkert svar til os alle, så vi ikke længere skal frygte døden. Men det kan jeg ikke, selvom jeg næsten er 100 % sikker, som jeg sagde til min morfar, på at vi i energiform fortsætter.
”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte han, og til det har jeg kun svar som handler om egne oplevelser med energiarbejde og regressioner (at gå tilbage til tidligere liv) og hvis man kigger med hardcore fact-baserede øjne virker det jo som fluff, men det er min erfaring at livets poesi ikke skal vurderes med facts altid.


 
Naturens cyklus hvor energi opstår og derefter forgår, understreger for mig at den energi som lever i os mennesker, også vil genopstå på forunderligste vis, når vi er forsvundet. Dét kan jo også være angstprovokerende, for vi kan godt lide at vi ved hvem vi er og kan genkende vores liv. Men der tror jeg også (for jeg kan aldrig 100% vide det) at der er en essens af os som ”ryger med fra gang til gang”.


 
Jeg tror på som Anita Moorjani beskriver det, at vi alle er fingre på en hånd (hånden er Gud/Universet) og at vi ikke altid kan se, føle eller vide at vi er forbundet med noget mere, noget større, og hinanden, på energiplan, mens vi har travlt med at være lillefinger eller pegefinger. Først når vi hæver os over det jordiske, finder vi ud af at, hov!, vi var alle en del af den samme energi.
 
Og den energi fortsætter, ekspanderer og trækker sig sammen og ud af det fødes noget nyt.


 
Der er et par bøger af Anita Moorjani og en af Denise Linn som jeg synes fortæller opløftende om dette emne:
 
What if this is Heaven af Anita Moorjani

Dying to be Me - også af Anita Moorjani Find dem her

How my death saved my life af Denise Linn  Find den her
 
(jeg får ikke procenter, jeg er bare vild med disse bøger)

 
Måske bliver denne sommer uden tab, måske ikke. Måske er det slet ikke i år at jeg skal mindes om smerten i at sige farvel til nogen jeg kender og lære at leve uden dem, i den form jeg kender dem. Jeg trøster mig med at vide, at det er en ære at være hinandens livsvidner mens vi går her ved siden af hinanden på jorden, og at energi bliver ført videre til noget nyt. Der er kun en måde at komme over dødsangst (og de fleste andre ting på) og det er: accept.


 
Når vi accepterer at døden er et vilkår vi alle lever under, så bliver livet mere levende og vi får muligheden for at være mere nærværende og beslutte hvad der virkeligt er værd at bruge energien på.


 
Måske kommer jeg tilbage som et træ i næste liv, eller et andet menneske, en fugl, et bjerg, en blomst…


 
Men så længe jeg er her som mig, så vil jeg nyde det så godt jeg kan, også selvom er med udløbsdato på. Det er skræmmende, men den angst kan bruges til at gribe krampagtigt fat og stivne eller den kan bruges til at blive så nærværende i livet, lige nu og her som det overhovedet er muligt, så tiden ekspanderer og jeg får mast enhver mulig dråbe juicy godhed ud af livets energi.


 
Denne sommer er jeg så nærværende med det hele som jeg kan være, smerten, skønheden, healingen og det der ikke kan heales, det mulige og det umulige. Livet og døden.

Kh
Anja Carolina

 

Jeg deler flere af den her slags skriverier i mit nyhedsbrev - klik her og tilmeld dig