Myten om at spirituelt arbejde ikke må gøre dig træt

myten om spirituelt arbejde.png

Myten som jeg gerne vil gøre op med i dag, fordi den gør mere ondt end godt i min erfaring, er myten om at når du laver spirituelt arbejde, eks. laver intuitive orakelkortlæsninger for andre, så må du ikke blive udmattet eller træt, for så gør du det forkert.

 

Som jeg har nævnt før i et andet indlæg, så er jeg først kommet til den spirituelle side af verden for alvor, som voksen. Jeg er ikke født ind i en spirituel eller religiøs familie, så jeg har skulle navigere igennem, og finde ud af det hele, på egen hånd. Det har været spændende, men til tider også mere forvirrende end oplysende.

 

Da jeg for alvor gik i gang med at lave kortlæsninger for andre professionelt, kunne jeg mærke at jeg nogle gange var helt udmattet bagefter. At jeg ikke skulle være sådan en som lavede læsninger dagen lang, hele ugen. Jeg var nødt til at fordele det ud med mellem andre ting.

Jeg Googlede rundt og spurgte de spirituelle mennesker jeg kendte og de mentorer og lærere som jeg var i kontakt med.

 

Gang på gang hørte jeg at jeg gjorde det forkert, hvis jeg blev træt. Jeg skulle opfyldes af Universets energi og videregive den energi og dermed ikke blive træt. Jeg skulle næsten helst få energi af det spirituelle arbejde.

 

Nu er jeg jo altså sådan en jordbunden praktisk gris, og min spirituelle praksis og overbevisninger skal have rødder, ellers så er det for mig ren flyver-fantasi som er for fluffy og som jeg ikke kan bruge til noget. For jeg er en sjæl i et menneske, i en krop på jorden. Så min spirituelle indsigter skal kunne bruges af det menneske, i den krop, her på jorden.

 Men ny i det, var jeg jo, og de kloge måtte jo vide bedst.

Det viser sig at kroppen ved bedst. At når det handler om energiarbejde, som divination og healing jo er, så nytter det ikke noget at have høje, urealistiske idealer. Som mennesker bliver vi jo trætte når vi har arbejdet en hel dag. Uanset om vi er pædagoger, kontorassistenter eller intuitive orakelkortlæsere. Når vi laver noget, bruger vi af vores egen energi, uanset hvad. Og så skal vi lade op. Det et en naturlov, som er ret så ligeglad med om du under dit arbejde kanaliserede ekstra energi ind fra Universet/Gud/Feltet/hvad-du-end-kalder-det.

 

Faktisk, er det min påstand, efter nu at have fået erfaring og tillært mig mere viden, at netop energiarbejde kan udtrætte dig mere, for det er en stor opgave for din krop at rumme den ekstra energi fra Universet, som skyller gennem dig under divinations- og healingsarbejde. Specielt hvis du er sensitiv og/eller ny i det.

 
nær dig selv.png

 

Jeg har set det hos mine elever på uddannelsen til Intuitiv Englekortlæser, at de også bliver trætte og udmattede i starten, eller hvis de har mange prøvekaniner, og netop derfor er et vigtigt element som jeg altid husker eleverne på, at de skal sørge for at deres energi er i balance, eks, ved at chakrameditere (mere længere nede om hvordan du holder balancen i energiregnskabet).

 

Hvis du ikke sørger for at lave spirituel selv-omsorg og sørge for at du genopretter energibalancen, ja så får du netop ubalancer som viser sig i kroppen eller sindet.

  

Hvorfor er det ligefrem en farlig myte?

Jeg fik erfaret hvad det kan gøre ved kroppens balance, hvis man tror på at man skal blive opfyldt af energi ved at lave energiarbejde. For kroppen bliver syg, og det er jo ret logisk, hvis man kun trækker energi ud ved at åbne op og bruge sin hjerne og energifelt til at lave spirituelt arbejde. Det er simpelthen ikke nok, at sige at den rene energi man trækker ind/åbner op for, også lige sørger for at booste dig, så det ikke har kostet dig noget. Det er rent ud sagt noget spirituelt plidder pladder. Farligt plidder pladder.

 

Sørger du ikke for at holde energiregnskabet i orden ved også at fylde på, så har du pludseligt overtræk.

 

Det er egentlig ikke så meget anderledes, end at du heller ikke kaster dig ud i ekstremsport uden at sørge for at du spiser flere kalorier, så du har energi til at udøve sporten. Prøvede du at kaste dig ud i en iron-man og bare spiste og levede som du plejede, så ville du nok ret hurtigt indse, at det vil kroppen ikke være med til.

 

At udføre spirituelt arbejde er udover normen for din krop og hjerne – du skal bruge andre sider af dig selv end dem du er vant til at bruge. Det er derfor uvenligt overfor dig selv (og dine klienter) ikke at tænke på at sørge for at den kan følge med, når du begiver dig ud i at udøve spirituelt arbejde professionelt.

 

Som jeg skrev før, så er vi jo altså mennesker i en krop, og det må vi ikke glemme når vi laver sjælearbejde.

 

spirituelt arbejde kræver.png

 

Hvad kan du gøre for at opretholde god livsenergi så du kan udføre spirituelt arbejde?

 

Hvad du kan gøre afhænger af hvem du, og nedenstående er bestemt ikke en udtømmende liste, men forslag du kan prøve af.

 

Hvis du eks. er sensitiv, eller introvert, så kan det godt være at ratioen af energi du bruger (ved at lave divinations/healingsarbejde for andre) vs. den du lader op med (restitution fra divinations/healingsarbejdet) er anderledes end hvis du eks. er ekstrovert.

 

Prøv dig frem, nogle har brug for en overvægt af lade op-tid, andre kan nøjes med en 50-50 balance og nogle igen er bygget til at kunne yde mere end de oplader.

 

Det handler om at lære dig selv rigtigt godt at kende og den eneste måde er at prøve dig frem.

 

Sæt dig ned og skriv en liste over ting, som du allerede nu ved gør dig godt, og genopfylder din energitank. Hvis du ikke ved det, så brug listen herunder som inspiration og gå på opdagelse i hvem du er og hvad der føles godt og opbyggende for dig.

 

Husk at det handler ikke om at proppe så mange som muligt ind i dit liv, men om konsekvent at udføre de ting du kan mærke gør dig godt.

 

Måder at tilføre livsenergi på, når du har brugt dig selv til spirituelt arbejde:

  • Meditation (eks. åndedrætsmeditationer eller chakrameditationer)

  • Grounding (eks. gå en tur i naturen, eller gå barfodet på græsset, eller sæt dig i naturen/på græs og mediter)

  • Søvn

  • Et godt måltid mad, som du ved er sundt for dig og nærer dig (en sund diæt, der passer til dine behov generelt)

  • Yoga

  • Qi gong

  • Motion, gerne i naturen

  • Hviletid, hvor du lader tankerne vandre

  • Luft i kalenderen mellem klienter, så du ikke udtrætter dig selv

  • Renselse af dit hjem og dig selv og dine redskaber, eks. ved smudging

  • Feng Shui (sørg for at have godt flow der hvor du bor)

  • Mindfulness

  • Krystaller

  • Modtage healing og massage som gør dig godt

 

Dette er bare nogle forslag. I al sin simpelhed så handler det om at skabe et godt flow af energi i dig – når du har brugt energi, skal du fyldes op igen. Fuldstændigt som i det normale liv, hvor du sover om natten, så du har energi om dagen. Spirituelt arbejde kan dog koste ekstra energi (altså det modsatte af hvad myten siger) så husk også at lade ekstra op.

 

Det bedste middel til balance er at lære dig selv at kende.

  •  Hvem er du som type, både kognitivt, astrologisk, numerologisk etc.?

  • Hvad giver dig energi?

  • Hvordan kan du være ligeså passioneret omkring at holde dig selv i mental og fysisk stærk form, som du er passioneret omkring dit spirituelle arbejde?

 

Prøv om du kan tænke holistisk og gøre noget som lader dig op spirituelt, såvel som i dit sind og på kropsligt plan.

 

God fornøjelse med at finde lige netop din formel til at kunne have det godt og samtidigt være en kanal til det mystiske for andre.

 Kh

Anja Carolina

Få altid nye artikler og videoer direkte i din indbakke (plus et par lækre videoer om orakelkort) Klik her og kom med på listen


Tak fordi du læser med. Hvis du nyder mit indhold og gerne vil hjælpe mig med at holde hjemmesiden kørende og tilbyde gratis ressourcer og viden om orakelkort, kan du støtte mig ved at lægge en kommentar, dele med en ven eller give en lille donation. Jeg sætter så meget pris på alt den støtte jeg får :-) Kh Anja Carolina

Donate